Ring
38 86 82 22
Åbent
Man-Tor
9.00 - 15.00
Endoskopi &
Operationer
2-4 Uger
English

Hæmorider

Hvad er hæmorider

Hæmorider er åreknuder i endetarmsåbningen. De er meget almindelige og bliver hyppigere med alderen. 4-5 % af alle voksne har hæmorider. Hæmorider er en tilstand (ikke en sygdom), som ikke kræver behandling, med mindre de giver problemer (se nedenfor).

hæmorider

Figuren viser indvendige (internal) og udvendige (external) hæmorider. Elastikbehandling kan anvendes til indvendige hæmorider. Udvendige hæmorider må oftest fjernes ved operation.

Hvorfor får man hæmorider

Hæmorider opstår som følge af længerevarende højt tryk i blodårerne (venerne) i endetarmen, typisk i forbindelse med længerevarende forstoppelse, eller hyppige toiletbesøg (diaré), graviditet, overvægt, langvarig hoste (rygere) m.m.

Hvilke problemer kan hæmorider give

Mest almindelige symptomer er: blødning, kløe, fremfald af slimhinde, afføringsbesvær, ubehag, hygiejneproblemer og smerter.

Hvordan undersøger man for hæmorider

Det er nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (en sigmoideoskopi) for at vurdere omfanget af hæmoriderne og for at udelukke anden sygdom. læs mere om kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi).

Hvordan behandles hæmorider

Forstoppelse, som er en hyppig årsag til hæmorider, modvirkes bedst med rigelig væskeindtagelse (min. 2,5 liter daglig), fiberrig kost og/eller fibertilskud eksempelvis i form af HUSK. Man skal give sig god tid til toiletbesøg og undgå voldsom pressen.

Milde afføringsmidler kan anvendes i perioder med mere hårdnakket forstoppelse. Husk at forstoppelse i sig selv også bør føre til undersøgelse, hvis det har stået på i mere end 4 uger.

Læs mere om forstoppelse

Første hæmoridebehandling kan godt være lokalbehandling med cremer eller stikpiller og ikke nødvendigvis operation.

Behandling med hæmoridemidler (eks. Proctosedyl, Doloproct, ), som indeholder lokalbedøvelse og binyrebarkhormon, er meget anvendt, og kan lindre symptomerne, men ikke fjerne hæmoriderne.

Hvis man skal opereres

De letteste grader af hæmorider kan behandles med elastikpåsætning, men primært kun på indvendige hæmorider. Behandlingen foregår gennem et plastikrør, der føres ind i endetarmen, og skal sædvanligvis gentages et par gange for at opnå maksimal effekt. Se mere om elastikbehandling. Elastikbehandling er mere effektiv end indsprøjtninger og varmebehandling af hæmoriderne.

Ved mere omfattende og større hæmorider er operation med fjernelse af hæmoriderne nødvendig. Operation kan foretages i lokalbedøvelse. Sårene efter operationen lades åbne og skal hele af sig selv.

Efter operationen

Da sårene efter hæmoriderne skal hele af sig selv, kan der være let blødning i nogle dage efter operationen. Blødningen aftager og stopper som oftest indenfor 1-2 døgn. Der kan være smerter af varierende intensitet i flere dage, og det er derfor en god idé at have smertestillende medicin hjemme, Vi anbefaler 2 stk. Panodil og 2 stk. Ipren hver 6-8. time.

Afføringen skal være blød og være let at komme af med. Hvis det er et problem kan Magnesia tabletter løse problemet. 2 tabletter ved sengetid er som regel virksomt.

Komplikationer

Komplikationer til hæmorideoperation er blødning og beskadigelse af lukkemusklen. Komplikationer er sjældne (få procent), og ses primært i hospitalsregi, hvor mange af denne type operationer ofte udføres i yngre kirurgernes uddannelsesforløb.