Ring
38 86 82 22
Åbent
Man-Tor
9.00 - 15.00
Endoskopi &
Operationer
2-4 Uger
English

Galdesten

Hvad er galdesten?

I galdeblæren kan der opstå små stendannelser på grund af ubalance mellem mængden af kolesterol, kalk og galdefarvestoffer. Galdesten i galdeblæren giver som regel ingen symptomer, og betragtes derfor ikke som en sygdom, men snarere en tilstand. Hvis galdesten kiler sig fast i udgangen fra galdeblæren, opstår der mavesmerter. Disse smerter kaldes galdestensanfald.

galdesten

Hvem får galdesten?

Alle kan få galdesten og risikoen stiger med alderen. I Danmark får hver femte kvinde og hver tiende mand galdesten. Man mener, at den store hyppighed af galdesten i den vestlige verden skyldes kostvaner og livsstil.

Galdesten ses sjældent hos børn og unge.

Galdesten ses især hos personer med:

  • Galdesten i familien.
  • Overvægt.
  • Stort vægttab over kort tid
  • Kronisk tarmbetændelse
  • Og hos kvinder, der får østrogentilskud og p-piller

Hvad er sypmtomerne på galdesten?

To ud af tre, der har galdesten, mærker aldrig noget til dem. Den sidste trediedel får på et tidspunkt galdestensanfald, der viser sig ved:

  • Anfaldsvise smerter i mellemgulvet eller under ribbenene på højre side.
  • Opstår gerne efter måltider og kan vare fra få minuttet og op til 2-3 timer.
  • Der kan være smerteudstråling til højre skulder eller skulderbladet.
  • Smerterne kan være ledsaget af svedudbrud, kvalme og eventuelt opkastning.

Hvordan stilles diagnosen?

Den sikreste måde at påvise galdesten er ultralydscanning af bughulen. Dette kan foretages af speciallæger i mave-tarmsygdomme eller af røntgenlæger. Ofte vil det også være nødvendigt med en kikkertundersøgelse af mavesæk og tolvfingertarm for at udelukke andre årsager til smerterne.

Hvordan behandles galdesten?

Tilfældigt fund af galdeblæresten, hvor der ikke har været galdestensanfald, skal ikke behandles.

Hvordan behandles galdestensanfald?

Ved pludslig indsættende smerter opadtil i maven og uden at man tidligere har haft anfald, skal man undersøges af en læge. Lægen vil undersøge dig, give dig smertestillende medicin og planlægge det videre forløb (undersøgelse/indlæggelse).

Hvis man kender smerterne fra tidligere anfald, kan man tage smertestillende håndkøbsmedicin. Eventuelt kan man lægge noget varmt på maven (pas på skoldning af huden).

Ved gentagne galdestensanfald fjernes galdeblæren ved en kikkertoperation. Operationen er skånsom og efterlader kun små ar. Ved kikkertoperationen er der dog en lille risiko for at beskadige galdevejene, hvilket kan være problematisk. Man skal derfor være omhyggelig med at vurdere begrundelsen for operation og operationstype.

Kan der opstå mere alvorlige situationer?

Ja, det kan der, og det er vigtigt, at man bliver vurderet af en læge, hvis der opstår:

Galdeblærebetændelse: viser sig ved længerevarende smerter som ved galdestensanfald, feber og evt. kvalme og opkastninger. Man skal kontakte læge, da galdeblærebetændelse kræver akut behandling under indlæggelse.

Gulsot og galdevejsbetændelse: viser sig ved gulfarvning af det hvide i øjnene og af huden, lys afføring og mørk urin. Ofte har der forinden været symptomer som ved et galdestensanfald. Feber med kulderystelser er udtryk for, at der er bakterier i blodet, og man skal straks kontakte læge/ambulance, da tilstanden kræver akut behandling under indlæggelse.